Den 30. januar 2002 bragte Danmarks Radio en dokumentarudsendelse, der med kritiske øjne kiggede på guruen Sai Baba, hans ”mirakler” og ikke mindst hans forhold til de tilbedende unge mænd. Danmarks Radio bad mig om at deltage i udsendelsen, for at afsløre disse såkaldte mirakler!

Sai Baba er en indisk guru, som gennem mere end 60 år har opbygget en kæmpe organisation af tilbedere over hele verden. Blandt disse findes bl.a. adskillige Hollywood-skuespillere, rige forretningsfolk samt – ikke helt uvæsenligt – personer i den indiske regering. Også i Danmark har Sai Baba tilhængere blandt skuespillere, forretningsfolk og intellektuelle.

Sai Baba betragter sig selv som værende Gud, og for at styrke hans tilhængere i troen, viser han sin guddommelighed ved at “materialisere” vibuti – hellig aske – samt diverse guldsmykker. Det er disse mirakler, som tilbederne betragter som beviset for at Sai Baba er Gud.



Sai Babas budskab er kærlighed – et budskab der går “rent ind” hos mange søgende, men også hans ry for velgørenhed har været med til at markedsføre ham. Sai Babas organisation donerer hvert år millioner af dollars til skoler og hospitaler (hvilket ikke er noget problem når indtægterne tælles i milliarder!), og det er bl.a. derfor, at skeptikere over hele verden har holdt hånden over ham. Men det har vist sig, at der bag hans “kærligheds-budskaber” ligger et misbrug af – specielt – unge drenge. De senere år har adskillige yngre mænd stået frem og fortalt om kontinuerligt seksuelt misbrug. Det var disse påstande, samt de uforklarlige mirakler, Danmarks Radio ville be- eller afkræfte.

Jeg blev kontaktet af DR-journalisten Øjvind Kyrø. Min kombination af en baggrund som tryllekunstner og mit kendskab til religiøs manipulation fandt Øjvind Kyrø interessant, og han bad mig kommentere diverse videoklip med Sai Babas mirakler.

Set med “tryllekunstner øjne” er det Sai Baba udfører ikke noget specielt – og teknisk er han elendig. Det drejer sig i bund og grund om det man i tryllekunstnersammenhænge kalder en tommelpalmering (dvs. at man skjuler objekter i hånden ved tommelfingerroden) af enten små askepiller, ringe, ure eller smykker. Men Sai Baba har en kæmpe fordel i forhold til almindelige tryllekunstnere. Han er selv en omvandrende mental afledningsmanøvre. For det første skal man tænke på, at når man tryller for et normalt publikum, så ved de at man er tryllekunstner, og de vil naturligt nok forsøge at afsløre ens tricks. Tilbederne, som møder Sai Baba, ”ved” jo at han er Gud, så der har man allerede sænket de mentale parader. Desuden er alle så ivrige efter at få “blikket” fra deres Gud, d.v.s. se Sai Baba direkte ind i øjnene, at de slet ikke ser, at han fumler med askepiller fra sine lommer, samt hiver guldsmykker frem fra hemmelige rum i de stole han sidder i.

Programmet – som i dagene efter skabte stor debat – blev set af utrolig mange danskere, men er også blevet vist i Norge, Irland og Australien.

<< tilbage